I den sidste halvdel af 1800-tallet strømmede mennesker fra usle vilkår som daglejere eller tjenestefolk på landet ind til København, hvor de bosatte sig i etageejendomme i de nye brokvarterer og arbejdede på fabrikker. Igennem 1880’erne og 90’erne kom fagforeninger til, og kampen for bedre vilkår startede.

Men en større strejkebølge førte til en storkonflikt: I maj 1899 valgte arbejdsgiverne at lukke fabrikkerne for at få arbejderne til at makke ret. Lockouten varede i tre måneder og havde katastrofale følger. Også for børnene, for deres forældres manglende indkomst førte til, at de mødte i skole uden at have fået mad – og måske heller ikke dagen før.

Derfor opstod tanken om at sende fattige og underernærede københavnerbørn på feriekolonier på landet. Det var kommunelærer R. P. Rasmussen, der fik ideen, og i 14 dage tog han med en kollega på sommerkoloni på en højskole med et hold drenge fra sin skole. Betalingen blev klaret med en indsamling blandt kollegerne. Året efter var der to hold afsted.

Ideen greb om sig, og midler blev blandt andet skaffet gennem Københavns Børnehjælpsdag, som blev oprettet i 1904 – blandt andre af formanden for Københavns Kommunelærerinde Forening Eline Hansen.

I mange år blev kolonierne afholdt på højskoler og i forsamlingshuse, men efterhånden som flere og flere børn blev sendt afsted, måtte der egne bygninger til. I 1907 fik Kommunelærerindeforeningen sin første koloni på Næs ved Assens. Senere er en lang række kolonier kommet til – enkelte solgt igen – og foreningen råder i dag over 29 kolonier spredt over hele landet.

Hver koloni har sin helt egen historie. Nogle er gamle husmandssteder eller feriepensionater, mens andre er efterladenskaber fra den tyske besættelse eller opført af foreningen selv. Egilsholm, en særpræget, rund koloni på Bornholm, er doneret af en direktør, som havde tjent en formue som gullaschbaron under første verdenskrig, men senere gik fallit. Også Thorøgård er særlig – det var et landsted for direktør Harald Plum, som anlagde et stort feriested på øen med gæstevilla, lysthus, tehytte, keglebanehus og meget andet. Men også han gik fallit med en kæmpe gæld. I dag ejer foreningen tre kolonier på halvøen.

I 1918 kunne man for første gang sende 216 drenge på et flere måneders koloniophold takket være en privat donation på 30.000 kroner. Det lagde grunden for de svagbørnskolonier, som hjalp mange underernærede børn. Denne form for kolonier for de særligt trængende ’svagbørn’ fortsatte frem til 1988.

Også igennem besættelsestiden var der feriekolonier for de københavnske børn, selvom det var mere besværligt. Efter tyskerne erklærede landet i undtagelsestilstand i 1943, måtte politiet søges om særlig tilladelse til transporten – for det var for eksempel umuligt at transportere 60 drenge fra Møn til København, før spærretiden indtrådte om aftenen, medmindre man tog afsted, før den forrige nats spærretid var ophørt. Også maden voldte problemer, for børnene skulle selv medbringe rationeringsmærker, som kommunen talte op ned til mindste kvarte smør-mærke.

I 1960’erne og 70’erne dalede koloniinteressen, fordi velfærden steg. Men i 90’erne steg interessen igen, og den har været støt stigende lige siden. I dag er det en meget bred sammensætning af elever fra de københavnske skoler, som tilbringer 1, 2 eller 3 uger af deres sommerferie på koloni – enten som skolehold, blandede feriehold eller på en temakoloni.

 

Se vores gamle video om kolonierne (der ligger en ny variant under Sommerkoloni – Forældresiden):