Naboen

Kolonien Naboen ligger i udkanten af Svaneke. Nærmeste bebyggelse er kolonien Frennenæs. Huset er købt i 1936, året efter opførelsen af Frennenæs, deraf navnet “Naboen”. Grunden, som er på 40000 m2, er skænket af Svaneke Kommune. Der er kort afstand til vandet, som er en kysteng med klipper – velegnet til badning, især for børn.

Fra kolonierne er der ikke langt ad kyststien til Svaneke, som er en af Danmarks mindste – og mest charmerende – købstæder.

Hele byen er én stor seværdighed, med de store købmandsgårde nede ved havnen, der spillede en stor rolle i byens storhedsperiode, og smalle og stejle gader med små velholdte bindingsværkshuse omgivet af frodige haver. Her er masser af læ og lune klipper, og i haverne kan man finde både vin, figen, ægte kastanje og valnød.

I Svaneke findes der desuden både silderøgeri og glaspusteri, ligesom postbåden Peter året rundt udgår fra havnen på sin daglige posttur til Christiansø. “Peter” medtager udover breve og pakker også passagerer.

Byens vandtårn er tegnet af arkitekten Jørn Utzon, og har form som en båke – et sømærke fra vestkysten.

Sengepladser i alt: 55

Værelser med 1-5 senge: 10

Værelser med dobbeltseng: 7

Afstand til vand: 100

Afstand til butik: 1200