Trods venteliste med 900 børn: Stor besparelse på Kolonierne vedtages i overførselssagen
Trods venteliste med 900 børn
Trods venteliste med 900 børn: Stor besparelse på Kolonierne vedtages i overførselssagen
I forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte overførelsessag for 2024-2025 er der desværre ikke blevet fundet midler til at tilbagerulle den tidligere besluttede besparelse på kolonierne. Det vil sige, at politikerne i Københavns Kommune nu gennemfører reduktionen af driftstilskuddet til Kolonierne på 1,7 millioner kroner i 2025. En beslutning som desværre allerede nu har fået store konsekvenser for de mest udsatte børn i København. Besparelserne står i skærende kontrast til efterspørgslen fra de Københavnske familier. I år søgte markant flere en koloniplads, og i skrivende stund står over 900 børn på venteliste.



”Vi kan se på antallet af ansøgere, at kolonierne er meget værdsatte af de københavnske børn og familier. Det er et rigtig godt tilbud til alle børn, der kan mødes på tværs af aldre og baggrund. Vi har lige nu 900 børn på venteliste til at komme på koloni i år, så det er rigtig ærgerligt, at politikerne ikke har fundet en løsning og holder fast i besparelsen på 1,7 millioner kroner. Besparelsen har allerede i år betydet færre kolonier og en markant reduktion af antallet af fripladserne, så de børn, der måske trænger allermest til ferie, desværre ikke kan komme på koloni. Det er meget uforståeligt, når vi både har alle de skønne kolonier og en stigende efterspørgsel fra de københavnske familier,” siger Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening.
Færre fripladser og kolonier
Kolonierne har i mange år været med til at skabe lige muligheder for alle børn i København. Men i år har Kolonierne på grund af de kommunale besparelser været nødt til at reducere antallet af kolonihold fra 77 til 66, og antallet af fripladser til børn er reduceret fra 495 fripladser til 200 fripladser. Og de delvise fripladser er nedlagt.
Desværre står besparelserne ikke alene, da Kolonierne siden 2020 har fået reduceret tilskuddet med 3,7 millioner kroner.