Flere børn i København får mulighed for at komme på lejrskole

9. klasser fra Ådalens Skole oplevede Science Lejrskole på Alhage

Et skridt på vejen: Flere børn i København får mulighed for at komme på lejrskole

I dag har de københavnske politikere indgået aftale om budgettet for 2026 for Københavns Kommune. Med aftalen er der afsat 6,5 millioner kroner til at sende alle elever i 4. klasse på to overnatninger på lejrskole.

”Det glæder mig, at politikerne i København kan se værdien i, at alle elever i 4. klasse får muligheden for at opleve glæden ved at være på lejrskole. Når børnene kommer afsted, oplever de både stærkere fællesskaber og en anderledes undervisning med gode oplevelser. Lejrskole er et frirum fra hverdagen og en mulighed for at bruge naturen som undervisningslokale,” siger Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening.

De afsatte midler gælder dog i første omgang for de næste to år. ”Vi håber, at ordningen bliver forlænget, så endnu flere børn kan få glæde af lejrskole – og at ordningen på sigt udvides til også at gælde flere klassetrin,” siger Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening.

Kolonierne, som står klar til at tage imod eleverne, tilbyder naturskønne rammer for lejrskoleophold. Og der flere færdigudviklede læringsforløb fx Science Lejrskole, som skolerne kan benytte sig af i undervisningen.

”Når eleverne tager på lejrskoleophold på en af kolonierne, åbner der sig helt andre muligheder for god undervisning under åben himmel. Her kan eleverne bruge alle deres sanser i naturen, og de får ekstra energi af den friske luft og den fysiske aktivitet. Herudover styrker lejrskoler klassefællesskabet, så der er kun gode grunde til at komme afsted,” siger Katrine Fylking, formand for Københavns Lærerforening.