Science Lejrskole

Hvad er Science Lejrskole?

Science Lejrskole er en spændende lejrskole, hvor naturvidenskab, fællesskab, tværfaglighed og trivsel går hånd i hånd. Det er et sted, hvor nysgerrighed og lysten til at undersøge naturen blomstrer, og hvor eleverne får lov til at udforske verden gennem forskning.
På Science Lejrskole kan du som lærer tilpasse din undervisning efter dine egne faglige mål og interesser. Materialet består af kort med forskellige aktiviteter, der inspirerer dine elever til at lave naturvidenskabelige undersøgelser og gå på opdagelse i naturen. Her får eleverne mulighed for at eksperimentere og stille spørgsmål, alt imens de udforsker forskellige naturfænomener.

Formålet

Formålet med Science Lejrskole er at inspirere eleverne til at udforske naturvidenskab på en nysgerrig og undersøgende måde under deres lejrskoleophold. Vi ønsker at vække deres nysgerrighed og interesse for den naturvidenskabelige verden ved at lade dem opleve den danske natur – skoven, stranden, himlen og havet.
Gennem nære naturoplevelser er det målet at motivere eleverne til at tænke over naturvidenskab, når de senere skal vælge uddannelse og arbejde. Samtidig styrker det deres forståelse af, hvordan naturvidenskaben spiller en rolle i de store fortællinger om vores verden.

Science Lejrskole udfordrer også eleverne på deres naturfaglige udvikling og dannelse. I en verden i konstant forandring ønsker vi at ruste dem til at forstå og bidrage til den naturvidenskabelige fremtid.

De fem opdagelsesveje

Naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder

Naturfaglige undersøgelsesmetoder og modellering er nøgleelementer i naturfagsundervisningen. De udgør et særligt fagsprog, som vi bruger til at udforske og opnå viden med. På Science Lejrskole tager vi udgangspunkt i de fem naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder, der retter sig mod naturfagene.

  • Observation

    Vi træder ud i naturen med åbne sanser og betragter verden omkring os med nysgerrige øjne. Hvad ser vi? Hvad hører vi? Observation er kilden til ny viden, når vi bruger tiden til at finde frem til nye opdagelser.

  • Prøv-dig-frem

    At prøve sig frem handler om at udforske og afprøve forskellige tilgange, hypoteser eller ideer. Det er som at tage en nysgerrig omvej, hvor vi tester, justerer og lærer undervejs. Vi bevæger os uden for det kendte og lader vores nysgerrighed guide os, mens vi udforsker og opdager nye veje.

  • Modeller

    Vi skaber modeller for at forstå komplekse fænomener. Modeller hjælper os med at gøre det store småt – eller den lille stor. Vi forenkler vores verden omkring os, når den abstrakte viden skal omformes til en model, der udgør et trinbræt på vejen til større forståelse.

  • Eksperiment

    Systematiske forsøg tester vores teorier og hypoteser. Nysgerrigheden bliver sat i rammer, når nøjagtighed og præcision bliver vores nye holdkammerater i jagten efter viden.

  • Spørg-læs-søg

    Vi stiller spørgsmål, dykker ned i tekster og kilder for at finde svar. Hvad siger opslagsbøgerne om dyrelivet mellem træerne. Det er som en læringsspiral, hvor ny viden danner nye spørgsmål, der skal udforskes.