Alle kan få succes på en koloni
Alle kan få succes på en koloni
Alle kan få succes på en koloni
På skolekolonien kan alle få succes. Der er ingen skæld ud, og der bliver ikke stillet store krav. Der er ro og nærvær og tid til at nulre rundt. Sådan lyder det fra lærer Tine Frøhlke, der er drivkraften bag Husum Skoles koloni.
Tine Frøhlke har Kolonierne i blodet. Hendes far var på koloni, dengang det stadig var en svagbørnskoloni for underernærede børn – og gennem mange år var hun selv på koloni som barn. Da hun gik ud af folkeskolen, fortsatte hun sin karriere på kolonierne som køkkenassistent på flere kolonier. Senere drog hun på koloni med sin tidligere mand – kolonileder for Vigerslev Allé Skoles koloni – og til sidst besluttede hun selv at starte en koloni for Husum Skoles elever. Den har nu eksisteret i 10 år.
Tine Frøhlke har kun noget positivt at sige om kolonierne, der styrker relationer og fællesskab.
Kolonierne kan noget helt særligt. Vi lærer børnene rigtig godt at kende, fordi vi er sammen med dem døgnet rundt og kan følge dem år efter år. På kolonierne samler vi på gode oplevelser og skaber nye relationer mellem børn og voksne, fordi vi ser dem på en ny måde og i andre sammenhænge.
Kolonierne har også stor betydning for relationen for mellem personale og forældre, der tit bliver bedre, fordi forældrene oplever, at skolen gør noget ekstra godt for deres børn.
Traditioner, ro og nærvær
Børn fra alle samfundslag tager med på skolens koloni, som ligger fra mandag i uge 27 til fredag ugen efter.
Fordi vi er afsted i næsten 14 dage, har vi rigtig meget ro på. Vi befinder os nærmest i en boble, fordi vi er langt væk fra alting. Væk er nyheder, hverdagens stress og skal-ting, og vi kan være meget mere nærværende overfor børnene end til hverdag.
På kolonien har de traditioner og laver mange af de samme ting år efter år, præcis som børnene forventer det. Det kan fx være at gå morgentur, tage i skoven, til Skagen og Råbjerg Mile og holde fest, filmaften og fodboldturnering. Børn og voksne samler også kagerester sammen, som bliver brugt til at lave romkugler den sidste aften. Og når de ankommer SKAL de bare have kylling i karry.
Kolonien er normeret til 40 børn, og i hver af ugerne deltager 8 voksne – 4, der står for mad og rengøring og 4, der står for det pædagogiske arbejde. Der er et stærkt kollegaskab blandt personalet, der er afsted, selvom de er meget forskellige. Det trækker de på resten af året.
I april besluttede et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget at godkende et budgetforslag, der reducerer tilskuddet til Københavns Lærerforenings Kolonier med 37 % fra 2025. Hvordan fremtiden ser ud for Kolonierne, hvis budgetforslaget bliver endeligt vedtaget senere på året, er endnu uvist.