Frennenæs

Kolonien Frennenæs ligger på en mindre grund i udkanten af Svaneke. Grunden er oprindelig skænket af Svaneke Kommune til Lærerforeningen, som opførte kolonien i 1935. Der er kort afstand til vandet, som er en kysteng med klipper – velegnet til badning, især for børn. Nærmeste nabo er kolonien Naboen.

Fra kolonierne er der ikke langt ad kyststien til Svaneke, som er en af Danmarks mindste – og mest charmerende – købstæder.

Hele byen er én stor seværdighed, med de store købmandsgårde nede ved havnen, der spillede en stor rolle i byens storhedsperiode, og smalle og stejle gader med små velholdte bindingsværkshuse omgivet af frodige haver. Her er masser af læ og lune klipper, og i haverne kan man finde både vin, figen, ægte kastanje og valnød.

I Svaneke findes der desuden både silderøgeri og glaspusteri, ligesom postbåden Peter året rundt udgår fra havnen på sin daglige posttur til Christiansø. “Peter” medtager udover breve og pakker også passagerer.

Byens vandtårn er tegnet af arkitekten Jørn Utzon, og har form som en båke – et sømærke fra vestkysten.

Sengepladser i alt: 56

Værelser med dobbeltseng: 6

Afstand til vand: 100

Afstand til butik: 1200