Sammenhold og relationerpå tværs af årgange
Sammenhold og relationer
på tværs af årgange
De første to uger af elevernes sommerferie drager i alt 100 elever og en række lærere fra Vibenshus Skole på koloni. Det betyder rigtig meget for trivsel og fællesskab hele skoleåret.
Gennem mange år har kolonien Nørrevang i Rørvig taget imod elever og lærere fra Vibenshus Skole.
”Kolonien er supervigtig for skolen”, fortæller skoleleder Christian Munch Thorsen. ”På kolonien snakker eleverne sammen på kryds og tværs. Det skaber fællesskab og relationer på tværs af årgange, som vi nyder godt af hele skoleåret igennem.”
Kolonierne styrker også sammenholdet i personalegruppen. Og da det er skolens eget personale, der tager med på kolonien, knytter eleverne stærke bånd til lærerne og får mulighed for at træde ud af deres vante roller. Kolonileder, Lasse Wiberg, udtrykker det sådan:
”Det er virkelig svært at være flabet over for en lærer – eller eddikesur på en elev – man kender rigtig godt.”
Den eneste ferieoplevelse
Selvom Vibenshus Skole ligger på Østerbro, er det ikke alle familier, der har råd til at tage på ferie.
”For nogle af vores børn er skolekolonien deres eneste ferieoplevelse og en ferie, de virkelig ser frem til,” fortæller Christian Munch Thorsen.
De får frihed, natur og fællesskab og stærke traditioner som krabbefiskeri på Rørvig Havn, besøg i Sommerland Sjælland, fodboldkamp – og stort set samme menu år efter år. Og de er vilde med det. For der er rigtig mange gengangere på kolonierne, og indtil videre er kolonien så populær, at skolen hvert år har flere tilmeldinger, end der er plads til. Derfor har Vibenshus Skole sat en række telte op i haven for at imødekomme noget af efterspørgslen.
Øget deltagerbetaling er et problem
I april besluttede et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget imidlertid at godkende et budgetforslag, der reducerer tilskuddet til Københavns Lærerforenings Kolonier med 37 % fra 2025. Udvalget foreslår i stedet at hæve deltagerbetalingen.
Men det er en rigtig dårlig idé, mener Lasse Wiberg:
”Deltagerbetalingen er steget virkelig meget de seneste år. Hvis den stiger mere, kan det betyde, at det kun er dem, der kan få friplads og dem, der har forældre med mange midler, der kan komme på koloni. Og ikke hele gruppen med forældre med mellemindkomst.”
Hvordan fremtiden ser ud for Kolonierne, hvis budgetforslaget bliver endeligt vedtaget senere på året, er endnu uvist.